lørdag 7 december 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

Boligpriser på vej ned

8tallet bighouse totalØRESTAD: Formand for danske boligadvokater råder boligkøbere i Ørestad til at presse prisen ned, og forudser at byggeriet vil gå i stå. Men bygherrerne tror på en fremtid med 10-15 procent lavere priser. Byggeriet af to boligprojekter i Ørestad Syd går i gang til sommer

 

Skal en lejlighed på 100 kvadratmeter i Ørestad koste over fire eller under tre millioner kroner? Det spørgsmål stiller rigtig mange bygherrer og ejendomsmæglere sig for tiden. De fleste er enige om at kvadratmeterprisen på Ørestad-boliger er på vej ned, men hvor meget, og hvilke konsekvenser det får, er der delte meninger om.
En Gallup-undersøgelse, som Ørestadsselskabet har fået lavet, viser at hver tiende bolig i Ørestad er solgt med henblik på videresalg, altså spekulation i stigende ejendomspriser. Hele det markedet er væk, på grund af faldende efterspørgsel. Det har fået formanden for Danske Bolig-advokater, Henrik Høpner, til at forudse »kraftige prisjusteringer« i Ørestaden.
- En stor del af salget i Ørestad har ikke skyldtes købere, der ønskede at bo der, men derimod spekulanter. Hvis du skal købe en lejlighed derude i morgen, så skal du i hvert fald presse priserne 5-10 procent, siger han til Nyhedsavisen.

10 procent er ingenting
Adm. direktør i Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, synes ikke at 10 procent spekulationsboliger er et stort tal. Han understreger, at de fleste boligkøbere i undersøgelsen, har svaret at de flyttede til Ørestad på grund af den kollektive transport samt muligheden for både at være tæt på København City og naturen.
- Når man følger med i medierne, får man det indtryk, at der er meget mere boligspekulation i Ørestaden. Menfolk køber en bolig her, fordi de har brug for et sted at bo, siger han.

De bygger løs
Faldende boligpriser vil i første omgang betyde flere købere, men et krafitgt prisfald vil sætte hele byudviklingen i stå, og Ørestad vil stå halvfærdig i mange år. Det scenarie tror hverken bygherrerne eller Ørestadsselskabet imidlertid på. Tværtimod. Til sommer går to af de store byggeprojekter i Ørestad Syd igang, faldende priser eller ej.
Det er Sjælsø Gruppens projekt Stævnen, og projekt BIG House, som opføres af Per Høpfner A/S, Dansk Oliekompagni og St. Frederikslund.
- Vi sælger ikke med samme hast som i 2006, men næsten halvdelen af de lejligheder, der er sat til salg, er enten solgt eller reserverede. Salget udvikler sig så tilfredsstillende, at vi har besluttet at starte byggeriet af den første etape til sommer, siger projektudviklingschef Ole Olsen fra Sjælsø Gruppen.

Prisfald er OK

BIG House sættes ikke til salg, før byggeriet begynder. Men entreprenør Per Høpfner bygger gerne alle de 50.000 kvadratmeter lejligheder, uden at have solgt en eneste på forhånd:
- Vi er i stand til at finde et fornuftigt prisleje, som førstegangskøbere kan klare. De har jo været alt for højt oppe. Ingen unge har kunnet komme ind på boligmarkedet. Hvis vi skal sælge vores boliger 10-15 procent billigere, end vi gjorde sidste år, så er det helt fint med mig, siger Per Høpfner, som også er bygherre på VM-Husene og VM-Bjerget i Ørestad City.

Han regner med at lejlighederne i BIG House vil have en gennemsnitspris på 28.000 kroner pr. kvadratmeter. Det svarer til 2,8 millioner kroner for 100 kvadratmeter. Nogle af lejlighederne vil være billigere endnu, nogle vil være meget dyrere.
Boligadvokaten Henrik Høpner tror stadig, at udviklingen af Ørestad vil komme til at gå langsommere. Men på længere sigt er han optimist:
- Priserne i Ørestad vil falde, og der vil blive sat færre byggerier i gang. Men jeg tror, at området vil blive attraktivt igen, siger han til Nyhedsavisen.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme