torsdag 13 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Djævelsk godt eventyr om et ældgammelt folkesagn

film errementariGamle dages mystik og folketro bliver til fulde genoplivet i et gysende morsomt folkeeventyr om en smed, der torturerer en satans velspillende djævel

5stjernerTitel: Errementari: Grovsmeden og djævlen. Instruktør: Paul Urkijo Alijo. Medvirkende: Eneko Sagardoy, Kandido Uranga, Ramón Agirre, Uma Bracaglia. Varighed: 98 minutter. Premiere: 12. oktober på Netflix

• Skal man i biffen, og vil man se eventyr, bør man gå efter 'Grænse' (6 stjerner til den, intet mindre) eller måske 'Halloween - maskernes nat', hvis man har mere behov for regulært gys.

Men bliver man for en gangs skyld hjemme i sofaen fredag eller lørdag aften, og får man ikke gæster til belgisk øl, kogt kanin og tobak, kan det svare sig at tænde for Netflix og søge efter horror-komedien 'Grovsmeden og djævlen'.

Filmen udspiller sig i den mørke middelalder i en lille landsby i Baskerlandet. Under et slag dør en soldat og laver en aftale med djævlen. Hvis han giver djævlen sin sjæl, får han lov at overleve.

Sådan begynder filmatiseringen af et baskisk folkesagn, der efter slaget springer i årene. I den lille spanske landsby går der ondsindede rygter om grovsmeden, der har spærret sig inde i sit hus med store palisader og begravede fælder. Ingen tør nærme sig stedet og den sindssyge smed.

Indtil en dag en lille, moderløs pige intetanende og tilfældigvis nærmer sig huset, banker på og går ind i det forfaldne hus. Hun hører stemmer fra et bur og ser en indespærret dreng. Hun lukker ham ud. Men drengens skygge er ikke en drengs skygge, men djævelens, der snart læner sig ind over den sovende smed.

Det vækker kuldegys, og det vækker minder om middelalderlige folkesagn, fra dengang man stadig havde overtroen intakt. I modsætning til firserfilmenes lidt for tydelige dukker, ligner djævlen noget fra et gammelt kalkmaleri.

Bag filmen står baskeren Paul Urkijo Alijo, der har lavet sin første fulde spillefilm uden at trække for mange veksler på investorerne. Det er imponerende, hvor meget han får ud af lidt i den stemningsmættede uhygge.

Med en lille pige og overnaturlige væsner, kommer man uafladeligt til at tænke på 'Pan’s Labyrinth', men selv om der er folkesagnske ligheder, er vi ingenlunde der.

Hvor del Toros filmperle tager sig selv alvorligt, er 'Grovsmeden og djævlen 'i al sin brutalitet djævelsk skælmsk med sort, sort humor ikke ulig Bjarne Reuters middelalder-roman 'Løgnhalsen fra Umbrien', der i øvrigt burde blive filmatiseret.

Slåskampen mellem smeden og djævlen, vinder smeden. Selvfølgelig. Djævlen bliver smidt tilbage i buret, og snart begynder den store tortur. Djævlen er flabet med offbeat humor ad helvedes til. Overdrevet på den fede møde. Og hver gang den åbner munden, giver smeden den en over snuden. Men djævlen har ikke sagt sit sidste ord, og uden at afsløre noget, er dens karakterudvikling en fornøjelse at følge.

I landsbyen bliver herrerne skræmte over den forsvundne pige, der ikke er vendt hjem. Samtidig ankommer en finere herre fra regeringen til byen med den meddelelse, at der er guld på smedens grund, og at alle mand skal trænge ind.

Pigens rolle er selvfølgelig den at skabe forsoning mellem de stridende parter, ja, selv med djævelen, men det er svært, når helvede bryder løs på jord..

Tre film om djævle:

Rosemary’s baby (Roman Polanski, 1968)
I denne psykologiske New Yorker-horror venter Rosemary (Mia Farrow) barn med sin mand Guy (John Cassavetes). De er netop flyttet ind i en ny lejlighed og plejer omgang med naboerne, et gammelt ægtepar. Guy bruger mere og mere tid med det gamle ægtepar, der dyrker satanisme. Mens Rosemary venter på barnet, splintrer hendes indre psyke. Er hun paranoid, eller er der djævelske kræfter på spil? Gyseren er i min optik den bedste, der nogensinde er lavet.

The ninth gate (Roman Polanski, 1999)
Nogle vil måske mene, at Polanski selv er en satans karl efter sin dom for sex med en 13-årig, men et er sikkert: Han er satans god til at lave gysere. Denne alt for undervurderede Polanski-film bør alle tage op til genovervejelse. Dean Corso, glimrende underspillet af Johnny Depp, er en slags bogdetektiv, der lever af at opstøve sjældne bøger til samlere. Denne gang sætter en okkult samler ham på sporet af to bøger, der skulle være skrevet af djævelen selv.
I sit detektivarbejde rundt i Europa støder han på særlige karakterer og en mystisk kvinde ..

Little Nicky (Steven Brill, 2000)
Vi springer kilometervis i kvalitet, men dårlige film skal der også være plads til. Little Nicky (Adam Sandler) er satans søn, og satan er ingen ringere end kultskuespilleren Harvey Keitel. Satan skal vælge, hvem af sine sønner, som skal overtage pladsen efter ham. Men ingen af dem finder han værdige. Det får to af sønnerne til at ville skabe deres eget helvede i New York. Nu er det op til alt for rare Nicky at få sønnerne tilbage til helvede og skabe åndelig balance på ny mellem himmel og helvede.. det koster en masse plat humor i højlys dag på Manhattan sammen med Nickys bulldogg og en masse bikarakterer, Nicky møder på sin vej. En af dem tager en tår af en dåse coca cola og siger tørt: “this coke taste like pepsi” .. Og så skal vi grine. Fyrsten af mørk og okkult rockmusik, Ozzy Osbourne, har i øvrigt en rolle.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.