fredag 15 november 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader                    BUSINESS

Ny café med god plads til børnene

roots cafe alexandra kacser 02 2019Om kort tid åbner ny børnevenlig café i 8Tallet i Kervans tidligere lokaler.

I årevis har beboerne i Ørestad Syd sukket efter en hyggelig café, og i første omgang er deres bønner blevet hørt i form af vinbaren Thorsteinsson’s, og snart kommer der endnu en café til Ørestad Syd.
'Jeg har selv oplevet, hvordan jeg savnede en café, hvor man kunne mødes og også have sine børn med,*" fortæller Alexandra Kacser. I løbet af november håber hun at kunne byde inden for i Roots Café i de lokaler, der tidligere husede Kervan i 8Tallet.
Endnu er lokalerne ved at blive gjort i stand, så Alexandra kan overtage dem den 15. oktober, så efter hun kort har vist mig rundt i byggerodet, går vi ind i Kirken i Ørestad, hvor præsten har ladet os låne hendes kontor. I selve kirken er der babysalmesang, hvor forældre synger og danser rundt med deres små.
"Jeg har selv to børn på seks og ni, og jeg har haft lyst til at lave en café, der netop giver mulighed for, at børnefamilier og mødregrupper kan komme. Hvor der er plads til børnene, så de kan hygge sig, uden at skulle sidde ved et bord og tegne. Derfor kommer der også til at være et hyggehjørne for børnene," fortæller Alexandra videre om planerne for den nye café.
Alexandra har tumlet med tankerne om at lave sin egen café i årevis og været på udkig efter egnede lokaler i et års tid. Så da hun så, at Kervan lukkede, var hun ikke sen med at finde ud af mulighederne for at åbne sin café her. Oprindeligt kommer Alexandra fra Rumænien og kom til Danmark for 16 år siden. Indtil for et par måneder siden var hun ansat i et logistikfirma, men det job har hun sagt op for at få tid til at udleve drømmen om at have sin egen café.
"Det har også været et stort skridt for mig. Det ligner slet ikke mig bare at sige op, for jeg er meget forsigtig, men med det her var det det rigtige at gøre. Og nu bagefter har det givet ro og også en stolthed. Jeg har også tænkt på det i forhold til vores børn, hvad jeg giver dem, for de skal også turde gøre nogle ting, uanset om det bliver en succes."

roots cafe alexandra kacser 03Tilbage til rødderne
"Min mand og jeg har talt meget om, hvad caféen skulle hedde, og vi er landet på Root’s Café, fordi vi ligesom gerne vil gå tilbage til rødderne. Det skal være enkelt, men også godt. Så derfor bliver det enkle retter, der er lavet fra bunden af, men også med et touch af noget moderne, for vi er jo her i Ørestad. Jeg elsker at lave mad, og nyder at se folk blive glad for den mad, jeg laver, så det er virkelig en drøm, der er ved at gå i opfyldelse," siger hun.
Der er nu også masser af udfordringer, der skal løses, men mange af dem har Alexandra allerede besluttet at løse hen ad vejen, så tingene kan udvikle sig uden at stresse unødigt. Blandt andet har det vist sig at tage lang tid at få en spiritusbevilling, og det er heller ikke umiddelbart muligt at lavet et ordentligt udsugningsanlæg til køkkenet.
"Derfor starter vi også meget simpelt, men jeg vil gerne kunne servere morgenmad. Mange af familierne herude har jo så travlt om morgenen, at de slet ikke har tid til at få noget selv, så jeg tænkte, at det kunne være en hjælp til dem måske at få en portion grød to-go eller en croissant og en bolle," fortæller hun.
Endnu er de endelige åbningstider for den nye café ikke helt på plads, for Alexandra vil gerne se, hvordan behovet for at komme på cafeen udvikler sig, men på sigt kunne hun godt tænke sig, at man kunne komme forbi og købe aftensmad så det var muligt et par gange om ugen at få et ordentligt måltid mad uden at skulle stresse over det.
Det betyder også meget for Alexandra, at det er blevet muligt for hende at åbne caféen i 8Tallet, hvor hun selv bor.
“Det skal være som at være hjemme, og så giver det også noget fleksibilitet i forhold til familien og børnene. Jeg ville ikke have lyst til at åbne en café et andet sted. Hvis det skulle være, så skulle det være her, hvor jeg kender lokalsamfundet, for det er jo her, jeg møder folk fra institutioner og foreninger, så det betyder rigtig meget at være en del af noget,” siger hun.

Pionér i 8Tallet
Alexandra og hendes mand har boet i 8Tallet siden 2011 og har været blandt de første familier, der flyttede ind.
"Jeg kunne godt lide, at det både var moderne og meget tæt på naturen og jeg kunne godt se mig selv bo her med to teeanagerbørn, så vi var ikke på udkig efter noget midlertidigt. Jeg synes, der er dejligt i Ørestad, og det er også dejligt at se, at der sker noget, og der nu kommer flere butikker, for der har været meget stille," smiler hun.
Bliver konceptet vel modtaget i Ørestad kan Alexandra godt forestille sig, at der i de nye kvarterer i København godt kan blive plads til en Root’s Café.
"Hvis det fungerer kunne man tænke på Nordhavn eller Sluseholmen eller andre af de kvarterer, der bliver bygget i disse år, hvor familier flytter ind. Vi har jo selv oplevet det som forældre, hvordan det er at komme til et helt nyt område, så det er ikke bare et spørgsmål om en café, men det skal være en café, hvor børn og familier velkomne," siger hun.

Frygter ikke konkurrencen
Ørestad Syd oplever et caféboom i disse måender. Café Roots er det nyeste initiativ, men dertil kommer Cobra CPH som også snart åbner på Robert Jacobsens Vej. Café 8Tallet har været i bydelen i mange år. I sommer åbnede også vinbaren Thorsteinsson’s på Else Alfelts Vej. Alexandra er ikke bekymret for konkurrencen.
"Det er selvfølgelig spændende, om folk vil støtte op om caféen. Der er jo mange, der har efterlyst en sådan mulighed, men både Café 8Tallet og vinbaren er noget andet, end det jeg gerne vil lave, så for mig at se supplerer vi hinanden meget godt, så jeg er ikke bekymret for konkurrencen. Det er kun dejligt, at der er flere tilbud, der kan være med til at gøre opmærksom på, at det er muligt at mødes i Ørestad," siger hun.
Alexandra Kacser håber at kunne byde velkommen til de første gæster i den første eller anden uge af november.
Facebook 'rootscafecph'.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.