Realdania kan betale for koncerthuset
Kommentar: Det knager og brager i den nye DR-Byen i Ørestad. Arnestedet for problemerne er det koncerthus, tegnet af Jean Nouvel, som skulle være flagskibet i DRs nye domicil, men som er blevet en Pandoras Æske, hvorfra budgetoverskridelserne vælter ud i et tempo, hurtigere end Plummer & Co kan nå at revidere det beregnede underskud
En del af problemet ligger hos fonden Realdania. Sidder de mon også med løsningen?
Adskillige hundrede af DRs medarbejdere står til fyring. Programkvalitet og serviceforpligtelser er sendt ud i frit fald, og ingen kender endnu omfanget. Generaldirektør Plummer kalder det dybt beklageligt og medgiver, at det vil ramme DR hårdt. Årsagen til skandalen er ganske velkendt. Det meste af byggeriet er stort set forløbet planmæssigt, men byggeriet af Jean Nouvels koncertsal er gået helt amok.
Byggeriet er ifølge de foreløbige minimumsskøn blevet 250 % dyrere end beregnet, svarende til en rund milliard danske kroner. Langt ude på sidelinjen sidder Realdania, hvis direktør Flemming Borreskov for godt tre år siden skamroste valget af arkitekten, og bl.a. sagde: »DR og Jean Nouvel spiller dødprofessionelt sammen«. Allerede ved begyndelsen af byggeriet af koncerthuset bevilgede Realdania 33 mio. kr. for at sikre de højeste kvaliteskrav og arkitektur i verdensklasse.
Nu, hvor de høje krav åbenbart har haft sine omkostninger, burde Realdania gå ind og tage et medansvar for overskridelserne. Mon ikke det var på tide, at Realdania trådte i karakter, og i et dødprofessionelt samarbejde med DR fik lagt den manglende milliard på bordet?
PS: Hvis direktør Borreskov ikke mener at kunne afse et så stort et beløb på denne enkelte sag, så vil jeg gerne komme med et godt råd: Drop det nye kontordomicil til Realdania havnefronten i Indre By, så passer pengene.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 7443