Ingen ved hvor meget metan der frigøres på Lærkesletten
Miljøvurderingen og dermed lokalplanen for byggeri på Amager Fælled er suspenderet af Planklagenævnet, fordi den sandsynligvis var alt for sløset med at forstå en sjælden paddes levesteder. Men miljøvurderingen har også overset at byggefeltet rummer en losseplads, hvis afgasning kan bidrage mere eller mindre til drivhuseffekten.
Normalt vil vi i kommunen forvente, at opgørelser over CO2-udslip, forbundet med et byggeri, opgør mængden af alle klimagasser - altså gasser, der udledt til atmosfæren vil øge varmeoptag, og dermed bidrage til destabiliseringen af klimaet. Men lokalplanens miljøvurdering er alene baseret på CO2, selv om det vil være særdeles rimeligt at beregne CO2-ækvivalenter for den mængde af metan, der frigøres til atmosfæren med byggeforberedende aktivitet på det, der indtil for 50 år siden var hele byens losseplads.
Det er langt bedre, hvis metan bliver i jorden og der nedbrydes til CO2, for på den korte bane er metan 25-75 gange så potent som drivhusgas end CO2. Den jordkomprimering, som i højsommeren gennemføres på byggefeltet helt uden hjemmel i en gældende lokalplan, må medføre en meget betydelig fortrængning af metan fra jorden til atmosfæren. Men den klimaskadelige effekt af dette udslip er ikke forsøgt opgjort forud for lokalplan og indgår ikke i kommunens beregning. Det er et udslip, som ikke ville finde sted med samme hast og i samme omfang, hvis der ikke blev bygget.
Den suspenderede miljøvurdering forholder sig ikke til metan-udslip. Og kommunens forvaltningen har afvist, at der kan måles på det. Det er endnu en god grund til, at miljøvurderingens gyldighed bør forkastes. Metan-udslippet skal kendes, så det kan minimeres. Københavns affaldsselskab ARC har med simple midler (et “bio-cover”) reduceret klimabelastningen fra en anden tidligere losseplads (Uggeløse) til en femtedel. Det dur simpelthen ikke, at bygherrerne - kommunens eget arealudviklingsselskab By & Havn og 3F’s pensionskasse - har skyklapper på, når det drejer sig om klimaspørgsmål.
Jordkomprimering på den gamle losseplads, der gemmer sig under Lærkesletten, kan være en klima-synder, men By & Havn foretrækker tydeligvis at se den anden vej. Selskabet sidder stadigvæk på oplysninger om, hvor meget metan, der er i poreluften på det suspenderede byggefelt. Jeg har ellers efterspurgt dem siden årsskiftet.
Miljø og klima vurderes bedst på grundlag af et reelt kendskab. Det har partierne bag byggeriet ikke ønsket og heller ikke fået. Også derfor bør vælgerne helt forkaste byggeriet på Fælleden ved valget til november.
amager fælled, bæredygtighed, teknik og miljøudvalget, fælledby, klima
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2577