søndag 23 september 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Never a Dull Moment

louise raaschou OKT 2015Nogle er født med evnen til at tiltrække masser af uforudsigelige oplevelser. Vi er så heldige

• Egentlig er der ikke rigtig sket noget på matriklen siden sidst - altså, i kategorien ”wau! Det var godt nok stort/vildt/overraskende.” Men hvem har også brug for spænding, når hverdagen er så rig på oplevelser? Ikke jeg, i hvert fald. Forleden eksploderede computeren, for eksempel. En ældre, stationær sag, yngste pode havde på sit værelse, hvor der trængte heftigt til en rengøring. Så computer røg ud af stik, og støvsuger blev sat i. Støvsuger ud igen, computer tilbage i stik, og så var den back in business, regnede jeg med. I stedet lød der en susen. Og jeg nåede dårligt at tænke, ”sikke en mærkelig lyd”, før et stort knald afbrød al strøm i værelset, og jeg nåede dårligt at tænke ”wtf?”, før jeg var omgivet af tyk, hvid røg. Det kom direkte fra harddisken, hvilket gjorde mig en anelse bekymret, også fordi det lugtede helt vildt dårligt, og måske var den næste fase høje stikflammer, hvad vidste jeg, så jeg skyndte mig ud og lukkede døren forsvarligt bag mig. Yngste pode har ingen computer på sit værelse nu. Kald mig bare en brug-og-smid-væk type, men jeg tror ikke, at man kan reparere en harddisk, der går så demonstrativt i udu.

Heldigvis var der hverken sønner eller dyr tilstede på podes værelse den dag. Hund er permanent forment adgang, da den for lang tid siden udså sig ét bestemt sted derinde som tissespot. Vi ved ikke hvorfor. Og undulater er blevet introverte. Ikke at de er blevet mere stille, der er tilsyneladende ingen auditiv forskel, uanset niveauet af imødekommenhed. Men siden pater familias gik bort i efteråret, (kan ikke snakke om det), er unge gået i symbiose med dybt asociale enke. Og fordi hun gerne trykker sig rædselsslagent mod tremmerne, bare man kigger på hende, har ungen også tillagt sig en vis mistillid. Den lille fjerbold har tilsyneladende glemt, at den blev klækket ved en hjemmefødsel her på matriklen og stirrer nu mistænksomt på mig. I øvrigt gider ingen af dem forlade deres volière længere, men ignorerer det, når jeg dagligt åbner lågen.

Derfor tænkte jeg heller ikke over det med den åbne låge fornylig. Også fordi jeg var i gang med projekt lav-selv-risengrød, der kræver højeste niveau af koncentration. Fordi den aldrig ”blot skal simre i femogfyrre minutter, så er den klar,” men derimod altid tager det meste af to en halv time. Med konstant omrøring, ellers brænder det på. Kigger jeg væk et øjeblik, koger det i over. Så selvcentrerede undulater valgte et virkelig dårligt tidspunkt at forlade buret på. Men de skulle partout ud og flakse lige dér, helt hysteriske af den glemte frihed og derfor uden nogen form for logistisk hukommelse. Den modne hun lavede en snedig manøvre og havnede inde bag et køkkenskab. Heldigvis et fra Ikea, som derfor relativt hurtigt kunne skilles ad, og mens risengrød simultant brændte på og kogte over, blev tåbelige fjerbold befriet. Ungen var der ingen spor af, men eftersøgningen måtte også indstilles, indtil splattet ris og mælk kogsammen var tørret op fra komfur og gulv. Senere fandt jeg fugl bag nogle krukker med krydderurter i vindueskarmen, hvor den sad helt tavs og stirrede mistænksomt ud mellem keramikken.

Kanske jeg skulle have ladet undulat blive i vindueskarmen, hvis det er det, der skal til for at få en smule ro. Men okay, matriklen er faktisk blevet lidt mere stille, siden overvægtige chihuahua kom på kur. Kræ har tabt sig næsten femogtyve procent og er nu mærkelig tynd og knoglet at røre ved - på den sunde måde, siger dyrlægen. Til gengæld sad hundens stemmepragt muligvis også i den tabte kropsvægt, eller også er han bare forkølet. Under alle omstændigheder er non-stop gøen og glammen væsentligt reduceret; ikke i kvantitet, men i styrke. Til stor glæde for alle forbipasserende ude på vejen generelt og for naboerne i særdeleshed. De er ligefrem begyndt at smile og hilse (på mig), selv om ideal-vægtige chihuahua samtidig står og gør rasende ad dem. Hvor det før sang i ørerne, lyder det nu som om, matriklens beskytter gør ind i en dyne, og det er da lidt kært, synes naboer: Hvor er den sød, den lille slanke hund, er det en chihuahua?

Så nej. Jeg savner virkelig ikke store oplevelser. Et par ugers hverdag herhjemme er alt rigeligt, mange tak, mere action vil være for meget. Måske er det også dét, kæresten tænker, når han indimellem påpeger, at ”ih, der sker bare altid så meget spændende hos dig.” Jeg har egentlig opfattet hans tone som lidt misundelig, altså på den pæne måde, men måske er det en fejlfortolkning. Nu når jeg tænker over det, så kan det faktisk godt være noget helt andet, jeg hører i hans stemme, når vi snakker om vores respektive hverdage, som vi netop ikke deler. Jeg tror simpelthen, at det er ren og skær lettelse.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Business:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.