Fodboldafdelingen fik 40% flere medlemmer i corona-året

orestadif fodbold fck samarbejdeØrestad IF Fodbold er vokset til 330 medlemmer i et forrygende år med flere nye samarbejder og holddannelser. Nu er afdelingen nomineret til prisen som årets fodboldklub 2020 i DBU København. 

Midt i den svære coronatid har Ørestad IF Fodbold haft sit måske bedste år nogensinde, målt på medlemstilgang og aktiviteter. Det er bl.a. sket via nye samarbejder med idrætsorganisationen DGI, Dansk Boldspil Union (DBU) og FC København. Samarbejder, som har sat gang i både organisationsudvikling, trænerudvikling og indmledelser. Dertil kommer en medlemsfremgang på 40% i forhold til sidste år. 330 børn og voksne spiller nu fodbold i Ørestads egen fodboldklub. 

Og det selv om Ørestad IF Fodbold hverken har et klubhus eller en 11-mands bane. Klubbens grej bliver opbevaret i tre skabe i et cykelskur ved Amager Fælled Skole, og medlemmerne træner alle på de små 8-mands kunstgræsbaner foran skolen. Alene på holdet 'Boldleg' for årgang 2016- og 2017-børn er der pt. 80 tilmeldte spillere og yderligere 26 på venteliste.

"Ørestad IF er en breddeklub og et sted, hvor Ørestads lokale piger og drenge skal kunne opleve det unikke fællesskab, som fodbolden tilbyder. Vi lægger stor vægt på at tilbyde et trygt og rart lokalt børnemiljø, hvor ungerne trives med hinanden. Vi vil være lokale Ørestadforældres førstevalg, når de skal vælge fodboldklub til deres børn. Det er her ungerne mødes på tværs af børnehaver og på tværs af klasser på de snart tre lokale skoler," siger børne- og ungdomsformand i fodboldafdelingen, Kristian Johnsen.

Han mener at en 11-mandsbane er helt afgørende for at klubben kan udvikle sig, og at potentialet må være til stede i en bydel med snart 25.000 indbyggere.
"Vi oplever faktisk, at både politikere og forvaltning er lydhøre og samarbejdsvillige. De forstår godt problemstillingen. Jeg ved ikke, hvornår vi får OK til en bane, men jeg er født optimist og forestiller mig ikke, der går lang tid. Står Ørestad sammen om ønsket frem mod kommunalvalget næste år, kunne det jo passende være en mulig tidshorisont," smiler han.

kristian johnsen thomas kellberg oif fodboldBørne- og ungdomsformand i Ørestad IF Fodbold, Kristian Johnsen, sammen med afdelingsformand, Thomas Sahl Kellberg.Ørestad Idrætspark
Ørestad IF har helt konkret foreslået politikere og forvaltning, at etablere en lokal idrætspark i 'Stenlageret' som er et lagerområde inde på Metroselskabets område, lige bag Vestamager Station.

"Grunden ligger tæt på det kommende Byens Hus og de snart tre skoler i området. Her er der både plads til 11-mands fodboldbaner, klubhus og eksempelvis nogle af de streetaktiviteter, der forsvandt med PLUG N PLAY. Hvorfor ikke drømme om et aktivitetsstrøg langs Metrovej og et moderne fodboldanlæg ved Vestamager Station? Området ligger jo bare øde hen, som det er nu," siger Kristian Johnsen.

Ørestad IF Fodbold betegner sig selv som en breddeklub, men ambitionerne om at skabe talenthold er også til stede.

"Vi er også en topambitiøs klub. Derfor har vi bl.a. indgået samarbejde med både DBU og FC København om klub- og trænerudvikling, så både klub, trænere og spillere kan blive endnu dygtigere. Hver mandag tilbyder FCK-træning med trænere fra FC København til alle de spillere fra årgang 2010-2013, der kan og vil noget ekstra. Så talentfulde spillere vil også blive opdaget - og få udviklingsmuligheder - i Ørestad IF. Det behøver de ikke tage ud af bydelen for. Men det er naturligvis afgørende med en 11-mandsbane, hvis ikke vi skal risikere at miste spillerne når de når 13-årsalderen og skal spille på den store bane," siger Kristian Johnsen.

Lütken: Fodboldbane er stadig i spil på rådhuset
I sidste uge var fodbold og Ørestad på dagsordenen da Borgerrepræsentationen holdt møde. Her blev det vedtaget at annullere en såkaldt planlægningsbevilling til etablering af fodboldbaner på Kalvebod Fælled, for enden af Assger Jorns Allé. Ideen er blevet skudt ned af Naturstyrelsen. Planlægningsbevillingen ryger nu tilbage i kommunekassen og her vil Venstres Jens -Kristian Lütken arbejde for, at de kommer tilbage til Ørestad i forbindelse med forhandlingerne om de såkaldte overførelsesmidler, som finder sted hvert år i februar.
"Der er behov for flere fodboldbaner i Ørestad, og derfor skal pengene efter Venstres mening fortsat bruges på fodboldbaner i Ørestad. Et forslag som tit har været nævnt af lokaludvalget kunne være 'stenlageret' - det område som ligger inde i metrosløjfen, men der er også andre muligheder. Det afgørende er, at planerne om mere fodbold i Ørestad ikke strander på at Naturstyrelsen spænder ben," siger Jens-Kristian Lütken.  

Udvikling i kanonfart

Februar 2020: Thomas Sahl Kellberg bliver valgt som ny formand for afdelingsbestyrelsen i Ørestad IF Fodbold. Kort tid efter bliver DBU konsulent Hans Vixø tilknyttet afdelingen, og derefter iværksætter hele afdelingsbestyrelsen kampagnen #VierØrestad for at opnå målsætningen om at være Ørestads fortrukne idrætsforening, hvor medlemmerne er repræsenteret lokalt og får indflydelse på klubben og lokalområdet.

Marts 2020: Klubben har foretræde for Kultur- og Fritudsudvalget i København, da Ørestad mangler en 11 mands kunstgræsbane. I denne forbindelse beder politikerne Kultur- og Fritidsforvaltningen om at gå i gang med at finde plads til en 11 mands kunstgræsbane i Ørestad.

Mens coronavirussen har lukket meget af landet ned, bliver Ørestad IF Fodbold samarbejdsklub med FC København, som en del af projekt ”Bold i Byen”, der er støttet af Københavns Kommune, og handler om at skabe mere begejstring for fodbold i København gennem spiller-, træner-, og organisationsudvikling. Ørestad IF Fodbold er nu en del af et trestrenget samarbejde med DGI, DBU og FCK og oplever i denne forbindelse medlemsfremgang.

August 2020: Ørestad IF Fodbold indgår en aftale med foreningen Ørestad Syd Hyggebold om en fusion, hvor Ørestad Syd Hyggebold nedlægger sin forening og bliver en del af Ørestad IF. Dette betyder, at ØIF Fodbold nu også kan tilbyde seniorfodbold med Jacob Benedictus Jørgensen ved roret som seniorformand. Medlemstallet stiger igen.

Ørestad IF Fodbold sender sit første U14-ungdomshold med i en 11- mandsturnering, på trods af manglende 11-mandsbane i lokalområdet. Holdet får mulighed for at træne lokalt men afvikle turneringskampe på Kløvermarken efter aftale med DBU København. Ligeledes starter det største optag i klubbens historie på 80 spillere til Boldleg årgang 2016/17 og der oprettes venteliste pga. forsamlingsloft. Medlemstallet stiger kraftigt.

I slutningen af august starter Jeanette Jakobsen Fodbold Fitness som et bevægelsestilbud for kvinder. Dette gøres i samarbejde med DBU konsulent Hans Vixø, og medlemstallet stiger endnu en gang. Endelig, i slutningen af august starter endnu et nyt tilbud om FCK-træning, som er et ekstra træningstilbud for de træningsparate medlemmer af Ørestad IF Fodbold fra U8-U11. De to træningshold bliver hurtigt fyldt, og der opstår ventelister.

September 2020: Samtlige Børne- og ungdomshold - fra Boldleg til U14 -  er steget i medlemstal og sætter ny rekord. Ligeledes stiger antallet af frivillige næsten til det dobbelte og det hele sker under svære vilkår som coronavirus, nye restriktioner og forsamlingsforbud. Samtidig indgår Ørestad IF en central aftale for hele idrætsforeningen med Red Mark til at håndtere økonomi og regnskab, så de frivilliges kræfter primært bruges som varme hænder i klubben.

Oktober 2020: Tre frivillige trænere bliver sendt afsted på DBU B1 kursus, og det er klubbens intention at sende endnu flere afsted.

November 2020: Ørestad IF Fodbold har nu 330 medlemmer, hvilket er en stigning på næsten 40 procent fra samme tidspunkt i 2019. 

 

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk