Ørestad Skøjte- og Ishockeyklub bliver til Skøjteklub Amager Ørestad 

skoejteklub amager orestad logobilledeØrestad Skøjte- og Ishockeyklub (ØSIK), som holder til i Ørestad Skøjtehal, har for nyligt ændret navn til Skøjteklub Amager Ørestad (SAØ).

Klubben blev stiftet i januar 2018 og har siden drevet både en kunstskøjte- og en ishockeyafdeling.Men ishockeyafdelingen - Griffins Copenhagen - er pr. 1. juli 2020 fusioneret med Copenhagen Falcons, og derfor tilbyder klubben nu udelukkende kunstskøjtehold. Det blev på en ekstraordinær generalforsamling i september besluttet, at klubben fremover skal hedde Skøjteklub Amager Ørestad. 

”Vi er glade på vores ishockeykollegaers vegne. Fusioneringen med Falcons giver rigtig god mening, og det giver kunstskøjteafdelingen mulighed for at fokusere på det, vi brænder for – nemlig at udbrede kunstskøjteløb som en sportsgren for alle. Efter et forår med nedlukning, ser vi frem til at se både nye og gamle ansigter på isen dette efterår. Selvom coronaen selvfølgelig fortsat sætter sine begrænsninger, er vi rigtig glade for at være i gang igen,” udtaler Mette Djupdræt, SAØs bestyrelsesformand.

Skøjteklub Amager Ørestad tilbyder undervisning til både børn, unge og voksne – uanset om man er begynder, letøvet eller øvet. Klubben har også et populært familiehold hver søndag, hvor familien kan hygge sig sammen uden underviser.

Det er aldrig for sent at lære at skøjte. SAØ opfordrer alle, uanset alder og niveau, til at komme og prøve.

”Jeg oplever, at tonen mellem trænere og løbere og løberne imellem er helt i top. Ude på isen hjælper vi gerne hinanden med at forstå det, vi bliver undervist i, og der er en glæde ved at få en bestemt teknik eller et trick til at lykkes,” siger Jørgen (69 år), medlem på voksenholdet.

Klubben drives af både lønnede og frivillige kræfter. Med træner Silke Eilertsen består trænerteamet af både klubtrænere, hjælpetrænere og gæstetrænere. Dertil kommer mange engagerede medlemmer og forældre, som giver en ekstra hånd med på isen eller i forbindelse med workshops og sociale arrangementer.  

SAØ tilbyder gratis prøvetimer på alle hold. Man kan læse mere og tilmelde sig på SAØ.dk.

 

ørestad skøjtehal

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1889

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk