torsdag 13 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Shape of Water: Betagende film - som vil lidt for meget

film shape of waterForrygende flot, betagende og samfundskritisk Oscar-hit stikker desværre i for mange retninger til at blive et rigtigt eventyr

4stjernerTitel: Shape of Water. Instruktør: Guillermo del Toro. Medvirkende: Sally Hawkins, Michael Shannon, Richard Jenkins, Doug Jones. Varighed: 123 minutter. Premiere: 22. februar

• Med 13 Oscar-nomineringer kan 'Shape of Water' blive en af de helt store vindere gennem filmhistorien. Flere af priserne ville snildt kunne forsvares, så længe bedste film, manus og instruktør ikke går til ellers den højtagtede instruktør Guillermo del Toro, som står bag det uovertrufne mesterværk 'Pans Labyrint'.

Til det har 'Shape of Water' ikke det skarpe fortællefokus, som før har virket for del Toro med gribende dybde. Desværre. Fortællingen har ellers - med væsentlige forskelle - samme grundskabelon som den fabelagtige 'Skønheden og Udyret': Smuk pige forelsker sig i et monster, og en skurk vil ødelægge kærligheden ved at dræbe udyret.

En af forskellene er selvfølgelig, at vi ikke er i en fjern ridderlig fortid, men i bedste James Bond-stil midt i den kolde krig i 1960erne. Hvad der passer godt med, at vi i sidste ende får mere Bond’sk pseudospænding end underskøn Disney-fantasi, når det er bedst.

Det begynder ellers som håbet. Smukke og stumme Eliza, spillet med rette mystik af Sally Hawkins, arbejder som en anden Askepot med at gøre rent på en tophemmelig base, hvor et svømmende blåt væsen, et slags fiskemenneske, holdes fanget. Hun falder for det svømmende monster, som midt i sit livs helvede gengælder Elizas kærlige tilnærmelser. Men snart lærer hun, at monsteret skal henrettes for krigsforskningens skyld.

Og netop den ulykkelige kærlighedshistorie er betagende ligesom basens leder, spillet af Michael Shannon, er skræmmende vellykket. I borgerligt jakkesæt og med stok, der kan give stød, torturerer han monsteret. For sin fornøjelses skyld. Til daglig lever han et kernefamilieliv med bil, børn og hustru. En åbenlys kritik af den ensformige måde, som folk er flest lever i samfundet. Vi skal forskanse os bag hække i huse, være fødemaskiner og arbejde os ihjel.

En stærk kontrast til den fantasifulde drømmeverden vores heltinde lever i. Og hvilken flot, fotograferet drømmeverden fuld af farver med danske Dan Laustsen som chefen bag kameraet.

Det bliver Elizas opgave at befri monsteret fra den til gengæld grå-hvide base. Til det har hun en række hjælpere. Der er hendes rapkæftede kollega, en sort, humoristisk mama, der er hendes samlever, en homoseksuel tegner, og der er basens videnskabsmand, som er russisk spion.

Alle karakterer har en sidehistorie, som tager tid fra hovedsagen: Kvinden og monsteret, som forelsker sig i hinanden. Det er ellers nuancerne og dybden i forholdet mellem Eliza og monsteret, vi vil have mere af. Hvem er de, og hvor kommer de fra?

Vi lever i en serietid, hvor vi er vant til konstant drama og at lære alle karakterer at kende, men netop en eventyrfilm burde holde sig til det enkle, dybdegående og storladne.

Som i Lars von Triers musical 'Dancer in the Dark' drømmer Eliza i sig en scene hen i et syngende teater. Det er den slags musicaloptrin, man kunne ønske sig mere af, frem for sidehistorier. F ilmens udvikler sig til katten efter musen-spion-spænding, og det gør, at eventyret ikke kommer helt i mål.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser