torsdag 16 august 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Nana Jacobi skriver sange med elever på Ørestad Skole

nana jacobiHvordan foregår sangskrivning fra spæd idé til færdig sang? Det kan være svært at forstå og svært at forklare

• Derfor har Koda udvalgt 14 professionelle musikere, der skal besøge skoler landet over for at skrive en spritny sang sammen med eleverne. På den måde kan eleverne opleve hvilken type arbejde, der ligger bag.
19. februar gælder det Ørestad Skole, når 7. klasserne får besøg af sanger og sangskriver Nana Jacobi, hvor de sammen skal skrive og komponere en sang.

Akkorder, tekst, rytme og tanker
I løbet af dagen vil eleverne få mulighed for at opleve, hvordan akkorder, tekst, rytme og tanker kan koges sammen til en færdig sang. Når dagen er omme, har klassen deres egen sang, og det plejer at være en særlig oplevelse for børnene, fortæller Nana Jacobi.
”Det er en unik oplevelse for børnene at få lov til selv at komponere en sang. Det sjove er jo, at sangskrivning er et universelt sprog, hvilket betyder, at eleverne vil opleve samme proces som Taylor Swift, Justin Bieber og andre ungdomsidoler gennemgår, når de skriver sange. Når dagen er overstået, er det vigtigste for os, at vi har vist eleverne, at musik er skide sjovt at lave, men samtidig også et arbejde, som man kan uddanne sig til, og som kræver en dedikeret indsats,” siger Nana Jacobi.

Fremtidens musikbrugere
Den digitale udvikling har betydet, at de fleste unge altid har et enormt musikkatalog lige ved hånden, hvilket kan gøre det svært for dem at få en fornemmelse af det arbejde, der ligger bag en sang. Derfor er formålet med Kodas projekt om at vise sangskrivning på tæt hold, at eleverne opnår større forståelse for det store arbejde, der ligger bag den musik, de lytter til i hverdagen, samtidig med, at de har det sjovt og får hænderne helt ned i det kreative arbejde.
”Når Kodas udsendte komponister og sangskrivere drager rundt til landets musiklokaler, er det både fremtidens musikbrugere og potentielle musikskabere, de møder. Dem vil vi gerne være med til at inspirere på et tidligt tidspunkt. Det er vigtigt, at musikkens unge brugere forstår, hvordan musik bliver til en levevej, og dermed også hvorfor at det er rimeligt at betale for musikken, ” fortæller Niels Mosumgaard, formand for Kodas bestyrelse.

 

 

 

Koda er en non-profit medlemsforening som sørger for, at musikkens skabere får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør Koda ved at lave aftaler om betaling for brug af musik, når den bliver spillet offentligt, for eksempel i radio, ved koncerter, på streamingtjenester og i restauranter.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.