Leif Sylvester udsmykker Ørestad Skole
Amagerkaneren og kunstmaleren Leif Sylvester har sat liv og narrestreger i den store forhal på Ørestad Skole. Murværket er blevet befolket med sære skikkelser og skøre figurer. Sylvester har afsluttet en af sine største udsmykningsopgaver med den mangfoldige udsmykning af forhallen i Ørestad Skole
Fredag 13. juni var alle skolens elever inviteret til reception og afsløring af Leif Sylvesters udsmykning i forhallen. Leif Sylvestter talte om dengang han som barn var med til at klippe hul i hegnet til fælleden, og løbe ind og lege, lige hvor skolen ligger idag. Og bagefter var der saftevandsdrinks.
Den store murede frise som adskiller etagerne er nu fyldt med skæve figurer og skikkelser i stærke farver og udtryk. Til afsløringen af udsmykningen var der ikke inviteret politikere og kendisser, men kun elever og medarbejdere på skolen, som sammen løftede det hvide kæmpelærred og afslørede de i alt 18 store og små figurer.
Skoleleder Henrik Carlsen fortalte, at skolen har samarbejdet om projektet med Leif Sylvester i lang tid, og at det er planen at han skal lave kunst sammen med eleverne senere på året.
Leif Sylvester har altid været en populær og folkelig kunstner med mange udstillinger, og af samme grund tror han, at den akademiske kunstverden og de store museer har tøvet med at tage ham til sig.
”Det er jo en meget kendt mekanisme, som også Heerup, Storm P. og andre har været underlagt. Jeg er meget glad for at folk vil se og købe min kunst, men man vil jo gerne have det hele, også elitens anerkendelse”, griner Leif Sylvester, som måske får denne anerkendelse meget snart.
Der er i hvert fald en stort projekt på vej, hvor Leif Sylvester er blevet bedt om at fortolke netop Henry Heerups værker.
Hold får navnet Sylvester
På Ørestad Skole danner børn fra to årgange en række basishold på tværs af alder. Således er børn på 4.5- klassetrin fordelt på tre hold med navn efter de tre danske kunstnere Jorn, Krøyer og Heerup. og efter sommerferien bliver der brug for endnu et hold, som skal hedde Sylvester.
Leif Sylvester
74-årige Leif Sylvester Petersen er kunstmaler, grafiker, musiker og skuespiller. Han er opvokset i Oliefabriksvej-kvarteret midt på Amager, og udlært som tømrer. Han begyndte sidst i 1960’erne at udstille på gaderne og at optræde med samfunds-satirisk gøgl sammen med Erik Clausen. Clausen & Petersen lavede en række plader, og Sylvester dannede bandet Sylvester og Svalerne. Leif Sylvester lever i dag af sin kunst, men medvirker en sjælden gang imellem i film. Han udstiller løbende sine værker landet over.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2773