Kunstværk ved Bella Center i fare for at blive skrottet
Det 271 meter lange kunstværk 'In/between' på Ørestads Boulevard bliver snart pillet ned på grund af byggeplanerne i Bellakvarteret. Og måske bliver det endda kørt på lossepladsen
Kunstværket er lavet i 2013 af den spanske gadekunstner Hyoro, som selv malede alle de mange sort-hvide hjortemotiver på metalpladerne ind til Bella Center. Værket er et af verdens længste sammenhængende gadekunstværker.
Men nu skal der opføres en en helt ny bydel omkring Bella Center, Bellakvarteret med op til 2.000 boliger, butikker, caféer og 5.000 arbejdspladser. Samlet skal der bygges for over seks milliarder. Hegnet med kunstværket In/beween indgår ikke i planerne for det kommende bykvarter. Hegnet skal fjernes for at åbne området op.
Kunstværket In/between var lovet en levetid på 5-20 år. Og det har kun stået ved Ørestads Boulevard i tre år. Selve hegnet er oprindeligt etableret af Ørestadsselskabet og er senere overdraget til Københavns Kommune.
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har forsøgt at finde muligheder for en eventuel genplacering af værket i Ørestad. En mulig alternativ placering kunne være langs støjværnet ved Otto Baches Allé og Finderupvej. Lige overfor indgangen til Naturpark Amager. Her kunne kunstværeket være med til at tiltrække gæster til naturparken, som kommer med metroen til Vestamager Station.
Men embedsmændene ser bureaukratiske udfordringer. Vejen tilhører nemlig Københavns Kommune, mens støjværnet tilhører Tårnby Kommune. Det vil derfor kræve både vejmyndighedens (Teknik- og Miljøforvaltningen) og ejeren af støjværnets (Tårnby Kommune) tilladelse!
En flytning og genopførelse af kunstværket vil koste ca. 675.000 kr. Det skyldes ifølge Københavns Ejendomme, at hegnet er sat med stolper og beslag af større dimension, som gør nedtagning og håndtering af hegnet mere tidskrævende og kræver større materiel for udførelsen. Stolperne er sat i betonklodser og en opgravning vil ødelægge eksisterende anlæg/terræn. Derfor skal hegnstolperne skæres fri, og igen støbes i betonklodser ved den nye placering.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2132