• Redaktionen
  • Kultur

Kæmpe kunstmesse for anden gang i Bella

bella codeartfair sophiedupont foto AlenAligrudic75 gallerier og et stort talk- og performanceprgram står klar til anden udgave af Code Art Fair i Bella Center

• Code Art Fair i Bella Center i Ørestad startede sidste år som en ny international kunstmesse i Skandinavien, og en platform for ledende og spirende samtidskunstgallerier fra hele verden. Sidste år kunne Code Art Fair præsenterede 48 gallerier fra i alt 13 lande. 312. august i år kan 'Code 2' byde 75 gallerier velkommen, og samtidig bliver messen en begivenhed med talks, performances og filmscreeninger. Og som noget helt nyt trækker messen på dens sidste dag ud af Bella Centers glashaller.
 
75 gallerier står klar
De 75 gallerier fra hele verden byder på nyskabende samtidskunstnere fra byer som London, Berlin, Paris, Wien, Dubai, Mexico City, Istanbul og New York. Listen af gallerier tæller blandt andet Perrotin (Paris/New York/Hong Kong/Seoul/Tokyo), König (Berlin) og Neu (Berlin), og fra den danske galleriscene deltager blandt andet Hans Alf, Benoni, Jacob Bjørn og Tom Christoffersen.
Der vil være installationer af kunstnere som eksempelvis Tue Greenfort, Rune Bosse & ThinkingHand Productions samt Peter Voss-Knude.
Om lørdagen vil der være et særligt fokus på familier på messen, når 'Unges Laboratorier for Kunst' fra Statens Museum for Kunst laver workshops.

ArtReActs
ArtReActs er titlen på talk-, film- og performanceprogrammet. Med støtte fra Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond, er det blevet muligt at lave et gratis program med store navne. Blandt andet en  kunst-samtale mellem Sarah Lookofsky, assistant director fra MoMA, Natasha Ginwala, kurator fra Documenta 14 og Isabella Maidment, kurator på Tate Modern.
Der vil være performances af anerkendte kunstnere som Hassan Khan (EG), Marinella Senatore (IT) og den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard samt åbningskoncert med Peter & the Danish Defence. I filmprogrammet er det bidrag af bl.a. Jesper Just (DK), Keren Cytter (IL) og Kader Attia (FR).

Code on Sunday – messen tager i byen
Messen i Bella Center runder af lørdag, for søndag rykker  Code 2 til København. Her kommer bl.a. den italienske kunstner Marinella Senatore med  den musikalske performance 'Copenhagen Symphony', der starter på Eataly i Illum, fortsætter på Højbro Plads og slutter i Kongens Have. Herefter kan man opleve britisk-ghanesiske Larry Achiampong på Kunstforeningen GL STRAND.
'Code on Sunday' er arrangeret i samarbejde med Cph Art Week og andre institutioner i København.

Code Art Fair i Bella Center. 31. august - 2. september. Officiel åbning 31. august kl. 16.00. Yderligere åbningstider fredag kl. 11.00-20.00 og lørdag kl. 11.00-18.00. Priser:  Voksne: 115 kr. Studerende: 60 kr. Børn under 17 år: Gratis.Se program på www.codeartfair.dk

Bella Center

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1615

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk