Osende taxier har indtaget Ørestad
Efter Københavns Lufthavn med succes har fået ledige taxier væk fra lokalområdet, har de tålmodige chauffører nu kastet sig over Ørestad
• Mængden af taxier i København er kun tilpasset nogle få timers spidsbelastning. Det betyder, at der er masser af tid uden for disse ganske korte perioder, hvor chaufførerne kun har ringe udsigter til at få en tur. Det har i stigende grad fået chaufførerne til blot at vente ved kantstenen på den næste tur. Det betyder taxier i nærområdet, der oser, og som ofte i aften og natten er parkeret med fuldt blus på alle projektører.
“Når de holder i svinget på Hannemanns Allé, så lyser de hele vores soveværelse op,” fortæller en beboer på Facebook.
Men de osende taxaer holder flere steder i Ørestad, og ifølge public affairs konsulent Morten Bro er netop Ørestad som en honningkrukke for chaufførerne.
“Ørestad ligger tæt på lufthavnen, og der er en række meget store hoteller og virksomheder som også løbende har brug for taxier. Det gør det attraktivt at vente på en tur lige netop her - ja nogen gange måske i flere timer når der ikke er ture at få,” siger han.
Morten Bro har i flere omgange været i dialog med taxi-selskaberne for at få vognene væk fra i første omgang nærområdet lige omkring lufthavnen, hvilket har været en succes indtil videre, men nu ses problemet også fra Ørestad.
“Vi prøver at løse problemet, men i sidste ende er det chaufføren, der sidder bag rettet, som vælger at vente på ture i op til flere timer. Når der ikke er efterspørgsel efter taxier i lufthavnen eller fra hotellerne, så er det meget nemt blot at holde ind og vente,” fortæller han.
Nyt it-system
Københavns Lufthavn er som nævnt meget opmærksomme på problemet og ønsker at få det løst. Blandt andet har lufthavnen bygget et større depot og indført et nyt IT-system, der fordeler turene fra lufthavnen efter en kundevenlig og så vidt muligt også en retfærdig fordeling i forhold til chaufførerne.
Men systemet betyder også, at der i perioder er taxichauffører, som slet ikke tilbydes ture fra lufthavnen:
“Systemet er udviklet sådan, at taxierne kaldes til lufthavnen, når der er kunder at betjene. Det er den aftale, der er indgået med taxiselskaberne. På den måde undgår vi, at taxichauffører må køre forgæves til lufthavnen i stille perioder med meget lidt flytrafik. Tildeles taxierne en tur til lufthavnen, er det også aftalen, at de skal vente i lufthavnens taxidepot, så de ikke generer naboer på lokale villaveje. Her kan de nogen gange vente en halv time til en time i taxidepotet, inden de samler kunder op ved lufthavnen terminal 3,” forklarer Morten Bro
Nabomøde i VL Terminalen
For at understrege sin imødekommenhed over for klagerne over osende taxier har Københavns Lufthavn inviteret til nabomøde den 19. december kl. 17-18.30 i VL Terminalen. Her vil borgmester Allan S. Andersen deltage som gæst, og lufthavnen håber også at se de københavnske taxiselskaber, der alle er inviteret. Mødet foregår på adressen VL Terminalen, Vilhelm Lauritzens Alle 1, 2770 Kastrup. Ud over borgmesteren vil passagerchef Thomas Hoff Andersson fra Københavns Lufthavn fortælle om lufthavnens strategi vedrørende taxier i lokalområdet. Der vil endvidere være en let servering til de fremmødte gæster.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2945