Demonstration for lærken
Nye protester imod byggeriet på lossepladsgrunden. I sidste uge var det lærkerne, der var i centrum for en demonstration.
Siden 1. marts har byggefeltet for Fælledby været hegnet ind, fordi arbejdet med at sikre levesteder for den Store Vandsalamander er begyndt. Desuden skal lærkerne drives væk, så de ikke bygger rede på byggepladsens 18 hektar - men finder et andet sted i den 3.500 hektar store Naturpark Amager.
Tuba og bannere
Det var netop lærkerne, som var i fokus da Amager Fælleds Venner, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening afholdt demonstration torsdag 4. marts imod byggeriet på Amager Fælled.
Demonstrationen blev afholdt på ‘Bjerget’ nord for byggefeltet. På byggehegnet var der hængt kreative bannere op med tegninger af dyrene der lever i området, og budskaber om at lade ‘Lærkesletten’ være.
Protesten blev skudt i gang med musik. Der blev spillet på guitar, harmonika og tuba til tonerne af 'Jeg ved en lærkerede'. Folk holdt den nødvendige afstand, og mange havde også mundbind på. Deltagerne var både børnefamilier, par, venner, og mange havde taget hunden med.
By uden vingeslag?
Mange bar orange skilte med den hvide tekst ”Er du lærkeredder?” og en illustration af den lille fugl. 16 mennesker stod ved siden af hinanden med et bogstav hver i gul, blå og grøn, og de dannede tilsammen teksten ”Bevar Amager Fælled”.
Nikolaj Noel Christensen fra Dansk Ornitologisk Forening sagde blandt andet:
“Hvad er en by uden plads til natur og vingeslag af vilde fugle?”, og svaret kom fra mange: ”Der er ingen by”.
Efter demonstrationen har aktivisteri weekenden låst sig fast til byggehegnet, med krav om at Miljøminister Lea Wermelin (S) skal komme og låse dem op.
Padder skal bo i nyt stendige
Hegnet omkring byggepladsen er et kombineret byggeplads - og paddehegn på 2,5 meter i højden. Hegnet vil omkranse hele byggefeltet på nær områdets nordligste kratområde. Den del bliver først indhegnet senere på året, efter at de Store Vandsalamander er udvandret fra krattet til deres ynglevandhuller uden for byggefeltet.
De nye levesteder for padderne bliver placeret i yderkanten af byggefeltet, hvor der ikke skal bebygges. Padderne skal bo i et nyt 430 meter langt stendige med 10 frostfrie hulrum med grene og kvas. De kan også bo i grenbunker i kratområdet.
I denne uge - 11. marts - afholdes endnu en demonstration...
Naturpark Amager, Vejlands Kvarter, fælledby
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 1455