Trivselskampagne for coronatrætte elever
For at imødekomme mistrivsel hos eleverne vil gymnasiet lave en trivselskampagne både over Instagram, Youtube og gennem podcasten SPARK.
Nedlukningen har ændret hverdagen for de fleste danskere, og også de unge er hårdt ramt. Eleverne på Ørestad Gymnasium har siden december modtaget undervisning over computeren. Det bliver til mange lange dage alene foran skærmen. For mange elever svinder motivationen, og manglen på fællesskab og social kontakt kan føre til en følelse af både ensomhed og meningsløshed.
Christoph Burmester, der til daglig underviser i samfundsfag på gymnasiet, kan tydeligt mærke, at elevernes trivsel er faldet under coronanedlukningen.
“Mine elever er mindre engagerede end dengang, vi havde fysisk undervisning på gymnasiet. De virker mindre oplagte, og mange har et lidt tomt udtryk i øjnene,“ siger han.
For at række ud til eleverne og skabe et fælles rum for at tale om det, der er svært, har Ørestad Gymnasium lanceret en trivselskampagne. Kampagnens fokus er både at give eleverne opmuntring i en svær tid, samt noget at spejle sig i, så de ikke føler sig alene. Gennem inddragelse af eksperter, bl.a. inden for psykologi, giver kampagnen også konkret viden om, hvordan de unge selv kan skabe en mere meningsfuld hverdag. Kampagnen var oprindeligt tænkt til kun at figurere på instagram. Men efterhånden voksede projektet til også at inkludere en podcast.
Ørestad Gymnasium er et mediegymnasium, og råder derfor over professionelt optageudstyr. Derfor mente medifagslærer, Mette Eggert Dahl Olander, der er medskaber af podcasten, at det var oplagt at inddrage både billede og lyd.
“Fordelen ved podcasts er, at du kan være aktiv mens du lytter. På den måde behøver du ikke at sidde ved din skærm i længere tid, end du allerede gør. Måske kan det korte podcast-format få de unge ud og gå tur, mens de får et par gode idéer til at få det bedste ud af lockdown-perioden,” siger Mette.
Hun påpeger, at hun håber, at trivselskampagnen vil give de unge en følelse af, at de ikke er alene. Og at de måske endda kan inspirere hinanden ved at dele deres egne oplevelse og gode råd med hinanden gennem podcasten og kanalen på Instagram.
“Mange elever har jo fundet deres egne gode måder til at få tingene til at fungere. Nogle er begyndt at gå flere ture og sætte mere pris på naturen, eller de er blevet gode til at bage eller spille musik. Og den slags gode idéer er det også værd at dele, så man kan muntre hinanden lidt op.”
Gennem kampagnen kan eleverne få små tips til øvelser og aktiviteter, der kan højne deres trivsel. Der vil også være interviews med elever, lærere og eksperter, der kan bidrage med viden om fx ensomhed, gode vaner og mindset. Medvirkende i podcasten er bl.a. Jonas Schøsler og Emilie Stolle, der er psykologistuderende og en del af fællesskabet, Avilius, der tilbyder samtaleterapi og gruppeforløb til unge, der ikke trives. Avilius hjælper de unge med at komme tættere på at leve et meningsfyldt og sundt liv, hvor de føler sig i balance.
Jonas og Emilie fortæller, at de unge især henvender sig med problematikker om ensomhed og meningsløshed, fordi deres hverdag ikke længere er så social og styret af ydre strukturer som før nedlukningen.
“Vi hjælper de unge med at forstå, at det er ok at føle, at det er svært, og at de ikke er alene,” siger Jonas. “Det er helt naturligt at have mindre energi og føle mindre motivation, når man får al sin undervisning hjemme.”
Han råder ofte de unge til at gøre noget ud af at få en god start på dagen. Fx at spise god morgenmad, tage et bad eller rede seng inden de tjekker telefonen eller logger på computeren.
“At råde nogen til at få en god start på dagen kan måske virke elitært, men det kan både øge dit energiniveau og give dig en følelse af, at du udretter noget.”
Men det vigtigste, man kan gøre, er næsten at snakke med folk, påpeger Jonas og Emilie.
“På den måde bliver man bekræftet i, at man er en del af et ”vi” og forstår, at man ikke er alene.”
Find podcasten SPARK på Spotify eller se klip på Youtube ved at søge på SPARK // Ørestad Gymnasium. Man kan også selv bidrage med kommentarer og gode råd ved at følge sparkoeg på Instagram.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 1069