Ørestad Skole får mere plads hos HUBNORDIC
Når klokken ringer ind efter sommerferien, vil Ørestad Skole være udvidet med nye faglokaler hos den nye genbo HUBNORDIC på Kay Fiskers Plads.
Ørestad Skole vokser med 811 kvadratmeter efter sommerferien. Skolen har lejet sig ind i KLP Ejendommes nye ejendom HUBNORDIC på Kay Fiskers Plads, lige over for Ørestad Skole på Arne Jacobsens Allé. De nye kvadratmetre skal bruges til faglokaler for lidt over 300 elever på 4.-6. klassetrin, som Billedkunst eller Håndværk & Design på skemaet. Som en del af aftalen bliver faglokalerne også tilgængelige for aftenskoler."Ørestad Skole har i mange år haft alt for mange elever. Antallet af 0.-klasser har været oppe på seks. selv om skolen kun er bygget til tre spor. Ørestad Skole var den eneste skole i Ørestad i perioden 2012-2018. De sidste tre år har elever på mellemtrinnet været udflyttet til Kalvebod Fælled Skole. De ældste elever skulle i 2019 udflyttes til barakker på Sundholm, men det blev afværget efter store forældreprotester. I stedet fandt man lokaler til dem i Ørestad Gymnasiums lejemål i Field's. Aftalen om de nye faglokaler gælder foreløbig frem til 2025. Den betyder at Ørestad Skole gradvist kan overgå fra at have de nuværende fire og fem spor på nogle årgange - til at blive den tre-sporede skole, den er tænkt som. "På Ørestad Skole har vi har efterhånden inddraget alle de fællesarealer, vi kan, og det seneste år har vi måtte afvikle de kreative fag i almindelige klasselokaler, hvilket jo giver naturlige begrænsninger, når det handler om at save og male. Samtidig er det et stort plus, at lokalerne ligger så tæt på, så vi undgår for meget spildtid," siger formand for skolebestyrelsen Line Rugholt.Hos KLP Ejendomme er markeds- og ejendomschef Stig Fermi-Erichsen glad for at kunne bidrage til det daglige liv i byen. "En af grundtankerne med vores nye ejendom er, at vi skal give noget tilbage til byen. Vi har en central placering, og det forpligter. Derfor laver vi også restaurant, butikker og frisør i stueetagen, og nu kan vi hjælpe vores gode naboer på skolen med et problem, der har optaget mange," siger han. Det er ikke første gang, at skolen og KLP samarbejder. De sidste to år har elever fra udskolingen haft undervisning på byggepladsen i et såkaldt brobygningsprojekt, der gav eleverne indsigt i de mange fag, der er involveret på en byggeplads. Entreprenøren Hoffmann og Dansk Byggeri var også med projektet.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2930