Priser til VM bjerget og DR Koncerthuset

Endnu to bygninger i Ørestad er blevet præmieret som nogle af Københavns Kommunes smukkeste bygninger. VM Bjerget og DR Koncerthuset har fået officiel betegnelse som nogle af hovedstadens bedste og smukkeste huse
Præmierne gives af Københavns Kommune, som en gang om året hædrer smukt byggeri. Tidligere har VM husene, Tietgenkollegiet og Ørestad Gymnasium også vundet i konkurrencen.

I begrundelsen for at præmiere VM BJERGET i Ørestad står det blandt andet: 
"Bjerget bringer det bedste fra forstædernes parcelhuse ind i et topmoderne etagebyggeri i hovedstadens nye bydel Ørestad. Det nye P-hus er en arkitektonisk oplevelse, både indefra og udefra".

Andre bygninger, som samtidig er blevet hædret som "Gode og smukke bygninger i Københavns Kommune" er Sluseholmen og Metropolis i Sydhavnen samt Allerhuset ved havnefronten. Der var også priser til Professionshøjskolen Metropol og cykel- og gangbroen Åbuen på Nørrebro samt Mærsehuset i København K.



"Vi skal værdsætte, når noget skiller sig ud og bidrager til en bedre by at være københavner i. Det gør vi blandt andet med de årlige priser, og det har vi i øvrigt gjort siden 1902. Vi kan i dag endnu engang præsentere høj arkitektonisk kvalitet og klasse fra nogle bygherrer, der har valgt at investere i noget rigtig god arkitektur," siger Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev (V).



I bedømmelsen lægges vægt på, at 'arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og samlet set bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet'. Bedømmelsesudvalget i år bestod af medlemmer fra Kultur- og fritidsudvalget, to sagkyndige udpeget af Akademisk Arkitektforening, en sagkyndig udpeget af Dansk Ingeniørforening samt Københavns Kommunes Stadsarkitekt.

Læs samtlige begrundelser på By og Havns hjemmeside

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2088

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk