• Redaktionen
  • Kultur

Gymnasium puster nyt liv i Brecht og Weill

gymnasium plakatDen står på store personligheder og større intriger når Ørestad Gymnasium traditionen tro fremstiller årets multiforestilling ‘Mack the Knife’

• To af Ørestad Gymnasiums primære fokusområder er i spil, når tæppet for multiforestillingen ’Mack the Knife’ går op 12. november: Nemlig medier og kommunikation.
Som titlen antyder tager årets forestilling udgangspunkt i Brechts univers fra ’Tiggeroperaen’ og ‘Laser og pjalter’.

Men i Ørestad har både  temaer, personer og musik gennemgået en modernisering, så selv de helt erfarne teaterfolk kan opleve nye sider af stykket, lover Annamaya Halskov-Jensen, som går i 3.g og har været med til at skabe forestillingen.

”Forestillingen kombinerer den klassiske musicals skuespil, sang og dans med moderne mediefremstillinger, lys- og lydbrug. Og skolens innovative opbygning danner den perfekte ramme.  Vi tilføjer endnu en dimension, som vi håber virkelig vil overraske vores gæster,” siger 3.g’er Annamaya Halskov-Jensen, uden at røbe mere.
Et hold på i alt 80 elever fra alle 3 årgange, assisteret af skolens musik-, drama-, medie- og idrætslærere, har arbejdet på forestillingen siden skolestart.

Forestillingen spiller onsdag 12. november, torsdag 13. november og fredag 14. november. Alle dage klokken 19.
Billetprisen vil være 30 kroner og billetter kan fra 6. november købes i skolens kantine mandag til fredag klokken 11.30-12.10. Eller i døren inden forestillingen. Dørene åbner klokken 18.30. Skolens caféudvalg sørger for salg af snacks og forfriskninger både før forestillingen og i pausen.

”Vi glæder os til at se så mange som muligt og lover til gengæld en hyggelig aften med kvalitetsunderholdning - leveret direkte af gymnasiets mest entusiastiske elever!” siger Annamaya.

“Mack the Knife” eller “The Ballad of Mack the Knife” har den tyske originaltitel  “Die Moritat von Mackie Messer”, og er komponeret af Kurt Weill med tekst af Bertolt Brecht. Den indgik i deres musical ‘The Threepenny Opera’ (Tiggeroperaen) fra 1928.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1602

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk