Solvang Kirke fylder 40 år
I år er det 40 år siden, Solvang Kirke blev indviet. Det fejres med festgudstjeneste og koncert med Sigurd Barrett søndag den 25. september. Samtidig er det i år, at Ørestad siger farvel til Solvang Sogn, og flytter til Islands Brygge Sogn
Den 26. september 1976 fik Amager en splinterny kirke på Remisevej. Med især byggeriet af Urbanplanen i 1960’erne var det daværende Højdevangs Sogn med omkring 23.000 indbyggere ganske enkelt blevet for stort. Da man forventede en yderligere befolkningstilvækst i de efterfølgende år, blev det i begyndelsen af 70’erne besluttet at opføre en ny kirke tegnet af arkitekt Holger Jensen, og Solvang Sogn blev dermed oprettet. (Foto i toppen af artikel: Procession ved Solvang Kirkes indvielse i september 1976).
En ny sognedeling
Som Ørestad Avis kunne oplyse tidligere på måneden, vil der i den nærmeste fremtid ske endnu en sognedeling. Ørestad City og Ørestad Syd bliver flyttet til Islands Brygge sogn og beboerne i de to områder får dermed Hans Tavsens Kirke som deres lokale folkekirke i en kortere periode. På sigt får Ørestad nemlig sin egen folkekirke, idet der allerede nu er truffet beslutning om, at der skal opføres en ny kirke eller kirkesal i Ørestad. Hvornår det bliver, ligger endnu ikke fast. Sognepræst ved Solvang Kirke, Jens Henrik Jakobsen, med et hold minikonfirmander. Foto: Henriette Kragh JacobsenMed den nye sognedeling må Ørestads indbyggere sige farvel til deres hidtidige sognepræst, Jens Henrik Jakobsen, der indtil videre har fungeret ved Solvang Kirke i 31 år. Han siger til Ørestad Avis, at Solvang Sogn nu er oppe på 20.000 indbyggere, og at det derfor er naturligt at udskille en del af sognet.
Mange aktiviteter for især børn
Solvang Kirke har mange aktiviteter rettet mod især børn og børnefamilier. Kirken afholder jævnligt såkaldte spagettigudstjenester, ligesom baby- og tumlingesalmesang og undervisning for minikonfirmander og Konfi-klubben er populære. Den ældste årgang elever på Ørestad Skole har nu nået konfirmationsalderen og et hold på otte skal gå til konfirmationsforberedelse i indeværende år i Solvang Kirke.
”Vores aktiviteter for børn kører rigtig godt, men vi har også en god tilknytning til plejehjemmet i Ørestad Syd. Vi er blevet godt mødt af personalet og beboerne og holder to månedlige gudstjenester dér. Jeg synes også, at vi er gode til at rumme de lidt skæve eksistenser her i området og dem, der kan have det rigtig svært, for eksempel dem fra Sundbygård. Vi har vores onsdagsbespisning, hvor de kan komme og få varm mad for 15 kroner”, fortæller Jens Henrik Jakobsen.
God kontakt til lokalområdet
”Rent fysisk er området her, hvor kirken ligger, lidt mere dødt og isoleret nu, fordi centret, som vi har været nabo til, er lukket. Vi har også Dyvekeskolen som nabo, men vi har desværre ikke så nær en tilknytning til skolen, som vi kunne ønske. Det skyldes, at mange af skolens elever kommer fra familier, der ikke er medlemmer af folkekirken”, forklarer Jens Henrik Jakobsen. I Solvang Kirke vises for tiden en fotoudstilling om kirkens tilblivelse.Da kirken i sin tid skulle opføres, medførte det en del modstand, for lokalbefolkningen havde hellere set sportshaller og lignende byggeri frem for en kirke.
”Men vi fik ret hurtigt skabt en god kontakt til lokalområdet og vist vores berettigelse, og den kontakt har vi vedligeholdt med forskellige slags aktiviteter”, udtaler sognepræsten, der med færre sognebørn nu får frigjort kræfter til at styrke eksempelvis samarbejdet med Psykiatrisk Center, der er beliggende tæt på Solvang Kirke.
Jubilæum
Solvang Kirkes 40 års jubilæum fejres med en festgudstjeneste den 25. september kl. 10.30, hvor kirkens første præst, Jens Sander Simonsen, prædiker sammen med kirkens nuværende præster.
Solvang Kirkes første sognepræst Jens Sander Simonsen ses til venstre, i midten biskop Ole Bertelsen og til højre sognepræst AhlmannEfterfølgende inviteres til en koncert kl. 14.00 med entertaineren Sigurd Barrett, der vil underholde med bibelhistorier og musik for hele familien.
Koncerten er gratis, men billet er nødvendig. Billetter kan fås via kirkens hjemmeside www.solvangkirke.dk eller www.placetobook.com.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 4213