• Redaktionen
  • Kultur

Gårdkoncerter med Athina

gaardkoncert faelledkanten athina codvid 6For at sprede glæde og fællesskab i en anderledes tid, arrangerede ejendomsselskabet Balder intime gårdkoncerter med sangerinden Athina for beboere i Ørestad. 

gaardkoncert faelledkanten athina codvid 9

Midt i Fælledkantens gårdrum, omringet af et lysende hjerte, står sangerinden Athina og synger for alle beboerne, som er trukket ud på deres altaner, så de rigtigt kan nyde koncerten. Hendes blide vokal fylder gårdrummet og får beboerne til at svaje i takt til musikken og skåle med deres naboer. Koncerten har også fanget TV 2 Lorrys opmærksomhed, som er kommet forbi for at sende live herfra.

Athina skulle oprindeligt have optrådt på SPOT Festival den aften, hvor hun befandt sig i Fælledkantens gårdrum, men ligesom alle andre festivaler og koncerter er den blevet aflyst på grund af coronavirus. Hun har derfor tænkt alternativt og kastet sig ud i at lave gårdkoncerter, og det er der heldigvis en del, der har taget godt imod, herunder flere andelsboligforeninger samt Balder Danmark. 

”Jeg er virkelig taknemmelig for, at man har lyst til at støtte en upcoming kunstner som mig, som godt kan have det lidt svært i de her tider,” fortalte hun efter sin koncert i Fælledkanten. 

Gårdkoncerten i Fælledkanten var en ud af i alt tre koncerter, som ejendomsselskabet havde arrangeret for beboerne i begyndelseb af maj. De øvrige koncerter blev afholdt i ejendommene Lavetten og Elsehus i Ørestad Syd. 

”Jeg synes, det var et rigtig godt arrangement og et super initiativ fra Balders side. Under koncerten fik jeg helt gåsehud, fordi jeg følte fællesskab og sammenhold mellem os beboere. Folk skålede til hinanden på tværs af altanerne, og stemningen var generelt rigtig god. Det betyder meget for mig, at vi fik den oplevelse sammen,” siger Anitta Sørensen, som bor i Fælledkanten med sin mand. 

Også Johannes Skarregaard Poulsen, beboer i Fælledkanten, er glad for koncerten. 

”Det var en fed oplevelse. Og så er det virkelig rart med sådan et tiltag i en tid, som for mange, herunder mig selv, er en smule kedelig og ensom," fortæller han.

Ifølge Flemming Joseph Jensen, adm. direktør hos Balder, er koncerterne et forsøg på at gøre noget godt for beboerne i en tid, der for mange er noget anderledes og en smule ensom. 

”Mange af vores beboere bruger meget tid indendørs og er isolerede fra menneskerne omkring dem, og vi så en mulighed for at gøre noget særligt for dem. Gårdkoncerter er en oplagt måde at give beboerne en unik oplevelse, som de kan nyde fra deres egen bolig. Ud over det vil vi også gerne støtte Københavns kulturliv, som ikke har det nemt i disse tider,” fortæller han.  

Balder ejer eller administrerer flere ejendomme i Ørestad: Elsehus, Lavetten, Fælledkanten, Bastionen og Fælledudsigten.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3473

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk