Ørestads kulturaktører kæmper med de nye restriktioner
Kulturaktørerne i Ørestad har travlt i disse dage med at tilpasse sig de nye coronarestriktioner og ændre deres kulturprogrammer. Men mange arrangementer kan stadig gennemføres med mundbind og afstandskrav.
Kirken i Ørestad vil for eksempel aflyse de populære 3-i-1 arrangementer resten af året. Det samme gælder ‘Ulvetimen’ for børn og forældre. I Royal Arena gennemføres enkelte arrangementer for maks. 500 gæster, som alle skal sidde ned. De store koncerter er blevet udskudt til næste år. På Ørestad Bibliotek gennemføres de kommende ugers foredrag, saloner og møder.
"Men det bliver efter et forsigtighedsprincip, så der er god afstand etc. da vi gerne vil have at alle føler sig trygge. Og ved arrangementer om aftenen lukker vi kun det antal ind, som har billet," fortæller bibliotekar Morten Findstrøm.
Fra på torsdag 29. oktober skal folk agere på samme måde på biblioteket, som hvis de var på en restaurant. Det vil sige at de skal have mundbind på. Det samme gælder ved arrangementer. Her skal man have mundbind på ved ankomst, når man står op, går på toilettet osv. Når man sidder ned, må man tage det af.
"Vi følger selvsagt alle sundhedstyrelsens anbefalinger med hensyn til afstand, afspritning osv. Ved de fleste arrangementer har vi sat et maks. på 50 personer, men det er afhængigt af typen af arrangement," siger Morten Findstrøm.
Dinos Legeland på Asger Jorns Allé holder også fortsat åbent.
Skrappere pladskrav
Men fra på torsdag skal man have mundbind (eller visir) på. Børn op til 12 år behøver dog ikke mundbind. I Dinos Legeland skal der være minimum 4 kvm. plads pr. gæst.
"Det mener vi dog er for lidt, så vi har sat vores egen regel om, at der skal være mindst 12 kvm. plads pr. gæst, altså 3 gange mere plads end myndighederne foreskriver", skriver Dinos Legeland, som normalt har plads til 1.100 gæster, men nu har sat tallet til maksimalt 330 gæster pr. arrangement.
Traktørstedet gennemfører
Traktørstedet Vestamager satser på at afholde den annoncerede koncert med 'Out of The Woods' lørdag 14. november.
Der er salg af billetter til koncerten, og restauranten vil være åben. Et sted som Traktørstedet har svært med at placere sine arrangementer i myndighedernes 'kasser'. Er det selskab, a la carte eller koncert?
"Vi er indstillet på at følge alle de nye restriktioner, men føler nogle gange at der er en afgrund imellem reglerne og konkrete anvisninger på, hvordan man skal forholde sig," siger restauratør Hanne Barild, som bl.a har forsøgt at få information fra politiet, men uden held indtil videre.
Masser af musik i arenaen
I Royal Arena koncertprogram finder man en perle-række af navne som Nick Cave, Deep Purple, Ricky Gervais, Suspekt, Erasure, Celine Dion, Queen, A-ha og Eric Clapton. Helt usædvandligt er koncertprogrammet fyldt godt op med p.t. over 20 koncerter helt frem til oktober 2021.
Det skyldes at mange af koncerterne skulle have været afholdt i år, og nu er lagt så tilpas langt fremme i kalend-eren at de har en god chance for at blive til noget. Årsagen er selvfølgelig Coronakrisen, som gør det umuligt at fylde arenaen. Dog afholdes flere mindre koncereter, som overholder kravet om maks. 500 siddende gæster. I den kommende måned står der Gilli, Dizzy Miss Lizzy, Suspekt og Nik & Jay på programmet. Ved redaktionens slutning var disse koncerter stadig på programmet...
Royal Arenas planlagte koncerter:
2020
6. november 2020: Gilli? 7. november 2020: Dizzy Mizz Lizzy? 20. november 2020: Nik & Jay? 5. december 2020: Suspekt?
2021
18.-21 februar: Cirque Du Soleil. 3. marts: Harry Styles. 17. april: A-ha. 1.-2. maj: Nick Cave and The Bad Seeds
4. maj: Jeff Dunham. 15. maj: Louis CK. 22. maj: Rick Astley. 25. maj: Trevor Noah. 27. maj: André Rieu
28.-29. maj: Kashmir. 6.-7. juni: Celine Dion. 11. juni: Gabriel Iglesias. 14.-15. juni: Eric Clapton. 1. - 2. juli: Queen + Adam Lambert.
3. juli: Ricky Gervais. 29. september: Deep Purple. 6. oktober: The Weeknd . 26. oktober: Erasure. 29. oktober: Alanis Morissette.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 1597