Vandrehjem med familievenlige onsdagsmiddage
Hver onsdag fra november og de efterfølgende uger disker Danhostel Copenhagen Amager op med børnevenlige onsdagsmenuer
⋅ Første onsdag med det nye koncept er 7. november, hvor kokken Rasmus Borch vil servere spaghetti bolognese med revet parmesan, hjemmebagt rosmarin-brød, tomatsalat og frisk salatbar. Det sker mellem kl. 17.00 og 19.00 og prisen er 90 kr. per voksen og 50 kr. for børn under 12 år.
Vandrehjemmet er truet af nedrivning, da et flertal i Borgerrepræsentationen har udpeget området med det populære vandrehjem som ny lokation for det skrinlagte byggeri, der skulle have været opført på Amager Fælled på grunden over for Sundby Station. Værtsparret på Danhostel Copenhagen Amager tager dog udsigten til lukning med sindsro.
”Når vi vågner om morgenen og ser mosekonen brygge over Fælleden, rådyrene gå uden for døren og hører fuglenes sang, så kan vi simpelthen ikke tro, at den her helt unikke natur, vi har på Amager, skal ødelægges til fordel for en masse højhuse. Så vi bevarer håbet, og i mellemtiden fortsætter vi den positive rejse, og nyder det univers, vi gennem årene har skabt med vores dejlige gæster og det lokale erhvervsliv ved vores side. Ingen ved, hvad der rammer os om 5 år, men lige for nu så håber vi, at ama’rkanerne vil støtte op om vores initiativ og være med til at skabe nogle fantastisk hyggelige onsdagsmiddage på Danhostel Copenhagen Amager,” fortæller bestyrerparret Malou og Lasse Uldahl Borch.
Rasmus og Lasse Borch er brødre og er faktisk vokset op på vandrehjemmet, da deres forældre tidligere var bestyrere af stedet. Rasmus laver også mad på vandrehjemmet til dagligt for kursister og andre gæster.
Onsdagsmiddage vil blive serveret i ugerne 45 - 49.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2999