Parkeringssag måske på vej til landsretten
Fire bilejere i Ørestad har med hjælp fra foreningen Ørestad Parkering og advokat Ole Liedke lagt sag an imod Københavns Kommune og Økonomi- og Indenrigsministeriet vedrørende de høje parkeringspriser i bydelen.
Saganlægget handler om, at borgere i andre dele af kommunen betaler væsentligt mindre for at have bilparkering.
Københavns Byret har for få dage siden indkaldt parterne til et telefonretsmøde 24. september for at drøfte det videre forløb vedrørende retssagen. Herunder en tidsplan for hvornår der kan fremlægges yderligere processkrifter.
P.t. er der fremlagt stævning og svarskrift, men det er sædvanligt, at der bliver fremlagt yderligere processkrifter før sagen anses for at være fuldt forberedt.
Samtidig overvejer Københavns Byret imidlertid om sagen skal henvises til Østre Landsret. Advokat Ole Liedke har bedt om at sagen bliver henvist til Østre Landsret, idet han anser sagen for at være principiel. Københavns Kommune og Økonomi- og Indenrigsministeriet ønsker sagen behandlet af én dommer ved Københavns Byret. Efter telefonretsmødet vil byretten beslutte, om sagen skal henvises til Østre Landsret.
De fire beboere er Susanne Hammar Larsen, Karin-Merete P. Christoffersen, Eteri Guliashvili Rabisen og Anja Lykkeby. De bor alle i Ørestad og mener, at Københavns Kommune forskelsbehandler byens bydele, når det kommer til parkeringsafgifter. I Ørestad koster en p-licens mere end 12.000 kr. om året.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2933