Næsager: Sæt flere ladestandere op - og indfør et gå-i-byen fradrag

jakobnæsagerKV21: De Konservatives borgmesterkandidat ønsker bedre skoleplanlægning og flere idrætsfaciliteter i Ørestad. Og hoteller og restauranter skal hjælpes i gang efter coronakrisen med et nyt fradrag til kunderne.

Jakob Næsager har boet på Amager i 25 år, og i øjeblikket bor han sammen med sin familie lige ved siden af Bryggebroen.  Derfor har han også sin ugentlige gang i Ørestad, specielt i de store naturområder. Han har været politisk engageret i 20 år og medlem af Borgerrepræsentationen for Konservative i 12 år.

"Jeg har fulgt udviklingen i Ørestad rigtig længe. Det er fantastisk at følge noget fra starten af og se, hvordan det udvikler sig," fortæller han.

Borgmesterkandidaten for Konservative, der ifølge seneste meningsmålinger står til at få en fordobling af mandater til kommunalvalget, er klar i spyttet med hensyn til, hvorfor han skulle ind i politik. 
"Hvis man har tid og overskud, må man gøre noget for det samfund, man er en del af, og derfor blev jeg politiker."

Helt vild udvikling i Ørestad
Som medlem af Teknik- og Miljøudvalget har han meget at gøre med de mange bygge og anlægsprojekter i Ørestad.
”Det er helt vildt, at Ørestad var planlagt med en enkelt skole, og nu er vi ved at planlægge den fjerde."

 

jenskristianlutken2LÆS OGSÅ: Lütken: Parkeringssag ikke slut endnu, og kommunen skal forhandle priser bedre

Men når det kommer til skolerne og planlægningen af dem, er der også klart plads til forbedringer: 
"Vi skal sikre, at der er de skole- og daginstitutionstilbud, der er behov for, og de skal stå klar, når borgerne er der. Vi skal have mere fokus på vores prognoser, der kigger fremad, for Konservative synes, at det er en dårlig idé, at børnene skal udstationeres i midlertidlige pavilloner," siger han.

Har mistet 100 skoledage
Han mener også, at der skal tages ekstra højde for eleverne og det eventuelle faglige efterslæb, nedlukningen har bragt med sig: 
"Skolerne i Ørestad er nye, så det fysiske indhold er udmærket. Vi så dog gerne, at der var flere tilbud til børnene, især når corona aftager. Nogle elever har mistet op mod 100 skoledage, og vi så gerne en periode, hvor der er dobbeltlærere i klasserne, så der er mere tid til de enkelte elever, og så de kan få indhentet det faglige efterslæb. Vi bevilger også ekstra penge til idrætten, så de forskellige tilbud kan holde åbent længere efter normal åbningstid. Desuden bevilger vi også 5 mio. kroner til sports- og spejderforeninger, som de kan lave ekstra aktiviteter for, så børnene kan få styrket deres fællesskab."

Flere idrætsaktiviteter
Næsager mener generelt, at der er for få idrætsfaciliteter i Ørestad:
"For en bydel, der er større end de fleste danske provinsbyer, er der for få faciliteter. Andre siger, at der jo er masser af plads i naturen, men det er ikke så fedt, hvis man dyrker en indendørssportsgren. Der skal være flere faciliteter, og skolernes idrætsfaciliteter skal kunne bruges mere af beboerne."

Idræt i naturen
Samtidig må det være muligt at bruge en del naturområderne til aktiv fritid:
"Områder, der ligger tæt på bebyggelse, skal kunne have boldbaner, men ellers arbejder jeg for, at vi bevarer alt det, der er fredet. Vi kan på ingen måde gå med til, at Ørestad skal udvides mere end de nuværende grænser. Vi er heller ikke begejstrede for yderligere byggeri i højden, for det er en fortætning, og så bliver der bare flere mennesker til at bruge det eksisterende overfladeareal, og det giver en større belastning på skoler osv., og det vil vi ikke have. Så udvidelse er ikke en kvalitet," mener han.

Butikker og parkeringspriser
Desuden er det vigtigt for ham, at Ørestad bliver en mere aktiv bydel.
"Jeg har en dialog med beboergrupper, hvor vi kæmper for, at stueetagerne bliver butiksfacader og ikke lukkede facader som lægeklinikker eller fælleslokaler. Ørestad skal være en aktiv by med handelsstrøg, så ikke alene beboerne herude men også beboere i resten af København kan nyde godt af det.” 

"Det er desuden en urimelig forskelsbehandling når parkeringspriserne i Ørestad er højere end andre steder. Det er ikke alle husholdninger, der lige har 12.000 kroner om året til at parkere bilen. Desværre har nogle af de andre partier besluttet at hæve priserne i resten af byen, men det er ikke den rigtige vej at gå. Vi giver ikke slip på arbejdet med at få parkeringspriserne ned i Ørestad.”

Ørestad og grøn omstilling
Jakob Næsager ser også Ørestad som bannerfører for den grønne omstilling:
"Ørestad er banebrydende for København som CO2-neutral by. Byggerierne herude er forudsætningen for, at vi kunne få en metro. Metroen er med til at bringe en grøn omstilling af transportformerne i København, så Ørestad er i den grad bannerfører for den grønne omstilling."

Han mener dog, at det kan blive nemmere som borger at omstille sig:
"Det skal være attraktivt at skifte fra benzinbil til elbil. Der er for mange forhindringer i dag. I min parkeringskælder kan kun otte ud af 100 skifte til elbil, selv om mange flere gerne vil det. Kommunen skal facilitere flere elledninger, så københavnerne kan skifte."

"Her i Ørestad skal der være ladestandere i parkeringshusene. Mange vil , for jeg tror, at mange gerne vil skifte til elbil og bidrage til en grøn omstilling, og der er det jo ærgerligt, at kommunen er en stopklods lige nu.”

sophie haestorp apr 2102LÆS OGSÅ: Sophie Hæstorp: "Jeg havde en økohave lige her"

Hjælp til hotelbranchen
Ørestad har både arenaer, hoteller, restauranter og konferencefaciliteter, som normalt skaber mange jobs. Men corona har nærmest lammet branchen, og Næsager vil give en håndsrækning restaurations- og hotelbranchen. 
"Man kan indføre et restaurationsfradrag, så kunderne kan få  et skattefradrag, når de går ud og spiser eller overnatter på et hotel. Det kunne være på 10.000 kroner. Så ville Københavnerne måske i højere grad bruge de hoteller og restauranter, som har haft svært ved at få omsætning. På den måde kan vi hjælpe branchen og samtidig give borgerne bedre muligheder for at få en god oplevelse. Man skal selvfølgelig ikke kunne komme med en regning på en enkelt cola, men hvis man har været ude at spise eller overnatte for 1000 kroner eller mere, så kan man få fradrag for udgiften. Og det skal gælde for alle restauranter og hoteller.”

KOMMUNALVALG 2021: Ørestad Avis har inviteret både de lokale kandidater og spidskandidaterne ud at gå en tur i Ørestad. Læse vores politikerinterviews og følg med i andre valgnyheder.

 

kommunalvalg, teknik og miljøudvalget, jakobnæsager, økonomiudvalget

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3082

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk