• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Sjælden bille har spist Ørestads mynte i årevis

Blå mynteguldbilleGartnere i Ørestad har kendt den blå mynteguldbille  i flere år.

”Den har spist af vores mynte og citronmelisse i cirka tre år. Vores gartnere hos Grøn Vækst troede ikke deres egne øjne, da de læste, at billen var sjælden og først er registreret i Danmark denne sommer. De har nemlig mødt den mange gange. Præcis hvornår de så den første gang, kan de ikke huske, men det er nok tre-fire år siden.” fortæller driftschef i GFS Ørestad Christian Andersen.

Den blå bille er bestemt ikke kræsen. I Ørestad er den nemlig taget på fersk gerning i at gnaske både mynte, oregano og citronmelisse.

”Billen er meget karakteristisk blå, og vi har set mange af dem i en af de lokale nyttehaver i Ørestad. Man kan flere steder også se, hvor de har spist af bladene,” uddyber Christian Andersen.

pia elnif gfs 16 9LÆS OGSÅ: De første 100 dage som sekretariatsleder i GFS Ørestad

Sekretariatsleder i GFS er begejstret
Pia Vannacci Elnif, sekretariatsleder i GFS, er begejstret for den nye bille-art:
"Jeg så billen med egne øjne for et par uger siden i Byparken – nærmere bestemt Frugtlommen, som er den lokale nyttehave, Grundejerforeningen Ørestad City har etableret. De sad i massevis og gnaskede oregano og citronmelisse i sig."

Blå mynteguldbille 2

"Personligt er jeg helt oppe at køre over, at vores ihærdige arbejde med større biodiversitet giver pote,
og at vi er hjemsted for endda meget sjældne insekter. Med en faldende biodiversitet i Danmark og ude i verden, er det en stor nyhed for os i Ørestad, at en ny art er kommet til byen. På trods af sin unge alder har Ørestad noget af Københavns vildeste bynatur, fordi vi meget bevidst i vores bydelsdrift skaber plads til den naturlige dynamik," siger sekretariatslederen.

På sporet af den mystiske myntebille
Den blå mynteguldbille blev for første gang registreret i Danmark i juli 2021, da biologilærer Jens Handest fandt den i sin have i Vange på Nordsjælland.

Fundet skabte stor interesse i landets Facebook-grupper for billeeksperter, for hvem det også var svært at identificere billen. Ingen registrerede arter matchede Jens Handests billeder. Så hvilken bille var der tale om?

Med lidt deduktion udnævnte eksperterne billen med det engelske navn 'Blue Mint Beetle' som hovedmistænkt i sagen. Den mistanke bekræftede Jan Pedersen, samlingsmedarbejder hos Zoologisk Museum i København, efter et besøg i Vange.

Arten findes normalt i England og i central- og sydeuropæiske lande, men er altså først officielt registreret i Danmark i juli 2021.

GFS Ørestad har kontaktet Zoologisk Museum om fundet i Ørestad, og museet har bekræftet, at der også er tale om netop den blå mynteguldbille.

Foto: GFS Øretad

byparken, pia vannacci elnif, gfsørestad, blåmynteguldbille, bille, art, christian andersen

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3613

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk